dinvenmichael.dk

– life, the universe and everything…

Kære ven!

Din ven Michael lever igen! Denne gang går turen til Østen, nærmere bestemt Kina og Vietnam!

Efter en veloverstået civilingeniør-eksamen var det tid til lidt (velfortjent) ferie, så den 17. juli forlod Cathrine og undertegnede den danske sommer for at opleve Østens’ Paris, Shanghai. Turen herned gik glimrende. Vi startede godt ud med en ostemad i flyet mellem København og Frankfurt, men flyturens egentlige højdepunkt kom i Frankfurt da vi fik at vide at vi var blevet opgraderet til Business class. Betstemt ikke dårligt med lidt mere luksus på den næsten 11 timer lange flyvetur. Business class kan iøvrigt anbefales, velkomst drinks, 3 retters menu, eget entertainment system i sædet og vigtigst af alt et sæde der kan ligges ned… Kort sagt, det var luksus og efter at være blevet forvendt, gruer vi derfor for hjemrejsen.

Vi ankom til Shanghai om eftermiddagen fredag d. 18. Turen fra Pudong lufthavnen indtil byen foregår med såkaldt maglev train (dvs. et tog fremdrevet ved elektromagnetisme) som undervejs nåede op på 431 km/t, så der var fart på. Herefter gik resten af turen til hotellet med metroen og man må sige at den er tætpakket. Med nød og næppe fik vi mast os ind i en vogn og stod herefter klemt sammen blandt en masse kinesere og forsøgte at holde styr på bagagen. Heldigvis skulle vi 6 stop med toget, så vi havde tid til at planlægge hvordan vi kom ud igen. Det kan iøvrigt tilføjes at ved af/påstigning af metroen er det asfaltjungleloven der gælder, der skubbes og mases og tages ikke det store hensyn til folk der rent faktisk skal ud af toget.

Første aften i Shanghai nåede vi ikke så meget andet end at spise aftensmad og stifte bekendtskab med de lokale sprogbarrierer. Lidt træt er man trods alt efter turen og 6 timers tidsforskel. Vi nåede dog også at blive introduceret for Shanghai’s irritationsmoment nr. 1 – de insisterende ralph lauren/rolex/iphone/louis vuitton/prada/you name it sælgere. Eller sælgere er de ikke, de er blot på gaden for at fiske kunder de kan slæbe med til nærliggende butikker der så sælger alle disse kopi-varer. Og kopivarer er der nok af – jeg har jo ikke meget forstand på tasker, men Cathrine mener vist ikke at så mange af kineserne kan have råd til at rende rundt med ægte louis vuitton tasker – og det kan der jo være noget om.

Nå, men jeg vil smutte igen. Jeg vender snart tilbage med yderligere beretning og ikke mindst billeder!

Håber alle har det godt.

Comments are closed.