dinvenmichael.dk

– life, the universe and everything…

De lokale kalder Ayers Rock for Uluru – og de må jo vide det, for efter sigende skulle de have beboet området i omkring 20.000 år… Det tager ca. 3,5 time at flyve hertil fra Sydney – og så har man kun krydset halvdelen af landet – det fortæller lidt om størrelsen… Første stop efter check-in på hotellet, var Kata Tjuta som ligger i samme nationalpark som Uluru. Det ligger ca. 50 km vest for Uluru, og er en række runde skallede bjerge, som stikker op af jorden i et ellers meget fladt område. Straks efter man har vovet sig ud af bilen, kommer fluerne. De kommer i hobetal og med en koordineret indsats, går de efter øjne, næse, øre og mund. Området er knastørt, men jeg er stadig overrasket over, at mine øregange skulle være et mere behageligt sted at opholde sig end udenfor? Måske jeg undervurderer min egen charme? Et par tætsiddende solbriller og en stor fluetolerance, viste sig at være vejen frem… Desuden viste fluerne senere stor interesse for at sidde på min hat – og vi kom på den måde frem til en nogenlunde fælles forståelse. Herudover har vi nået at være til solnedgangsmiddag, med Uluru i baggrunden, samt at bestige stenen – benene gør stadig ondt. De lokale ser vist helst at man ikke gør det, så jeg frygter stadig at jeg bliver ramt af en besværgelse af en art… Jeg håber ikke at jeg har krænket nogen – hvis det er tilfældet, vil jeg gerne invitere alle aboriginere til at komme til Danmark og bestige tårnet på en valgfri kirke. Nå, jeg smutter igen!

Melbourne er næste stop (dog flyver vi via Sydney – pokkers!).

/m

Comments are closed.