dinvenmichael.dk

– life, the universe and everything…

Kære alle! Så er rejsende onkel Michael på tur igen – og Cathrine er med.

Denne gang er turen gået til Australien – hjemlandet for dyret der har inspireret kængurustylten. Efter en længere rejse med stop i Berlin, Abu Dhabi og Singapore nåede vi frem til Brisbane torsdag morgen – det tog kun 29,5 timer… Ingen sag for en ægte globetrotter. I tolden måtte den ene taske dog inspiceres, da en sporhund havde vist interesse for den… det var vist noget med frisk frugt. Både sporhund og taskens ejer klarede dog skærene.

Første udfordring dukkede dog op kort efter exit fra lufthavnen. Da vi befinder os på den anden side af jorden, er alt naturligvis vendt på hovedet. Det gælder så også deres måde at køre bil på, hvor de har valgt at placere rattet i højre side…? Der er dog (nogenlunde) mening med galskaben, da de så vælger at køre i venstre side af vejen. Selvom jeg naturligvis(!) var forberedt på denne uskik, gik der ikke mere end ca 8.7 sek fra nøglen sad i tændingen til jeg forsøgte at køre højre om en modkørende på vej ud fra Hertz’s parkeringsplads… En vis forvirring, men ind til byen kom vi… – nu går det iøvrigt meget bedre, jeg kører endda venstre om i rundkørslerne. 🙂

Efter check-in på hotellet, opdagede vi et uventet energioverskud og begav os ud i Lone Pine Koala Sanctuary – en zoo for en del af de australske dyr, hvor der er både wombats, dingoer, fugle, kænguruer (uden stylter) – og ja koalaer. Koalaen er iøvrigt et ubegribeligt dovent dyr – det æder et par blade, hvorefter det falder i søvn igen. Jeg undrer mig over at der ikke sker flere faldulykker blandt koalaerne… Hov! Der var også et næbdyr (platypus), det er i sandhed et freak-of-nature… halv fugl, halv fisk, halv bæver. Nå, nu skal det jo ikke blive en roman… Der er tidlig afgang imorgen med fly+båd til Heron Island, så jeg må hellere stoppe.

Mange hilsner herfra M

Comments are closed.