dinvenmichael.dk

– life, the universe and everything…

Hey guys! Jeg er tilbage. Ja, ja… jeg ved det godt – det er også på høje tid. Det er vist ved at være en uges tid siden sidste post, men jeg har haft lidt travlt osv (red: indsæt evt. selv flere dårlige undskyldninger).

Nå, så fik jeg min dårlige samvittighed renset og lad os så se på Miami. Jeg forlod et solbeskinnet DC fredag morgen efter at have sovet lidt for længe og måtte derfor haste ud til den lille lokale Reagan National Airport. En overgang tvivlede jeg lidt på at jeg ville nå det. Jeg nåede da også at høre “Final Call for Mr. Dyrmose” inden jeg fandt den rigtige gate. 🙂 Der holdt en bus og ventede som kørte mig ud på midten af en flyvepladsen hvor flyet ventede. Det var desværre ikke muligt at flyve direkte til Miami, så vi måtte først en tur til Philadelphia. En kort tur på ca. 20 min der foregik i et af det meget berømte Dash-8 propelfly. Det var dog en meget fin tur og den type fly flyver heller ikke så højt så udsigten er helt i top. Resten af turen til Miami forløb uden problemer og man må nok sige at Miami ser utrolig indbydende ud fra luften. Tjek selv billederne. 😀

I Miami boede jeg på et hostel i Miami Beach der er en halvø ud for selve Miami city. Lad det være sagt med det samme. Offentlig transport i det sydlige Florida stinker. Stygt! Det tog mig over 1,5 time at komme med bus fra lufthavnen og til mit hostel. På turen havde jeg følgeskab af en græker som udtrykte en del skepsis over om det virkelig kunne være rigtigt at turen var så lang, men det var den. Tilgengæld kostede det kun $2… Men det var bestemt heller ikke mere værd. Jeg rykkede ind på “The Clay Hotel & Hostel” og det var rigtig godt og hyggeligt. Det lå i “Spanish Village” og var et meget velholdt gammelt sted med en spændende fortid. Stedet har bl.a. huset Al Capones gambling ring i ’30erne og haft besøg af store stjerner som Stallone og Elton John. Værelset jeg blev indkvarteret på delte jeg med en spændende flok. Vi boede 5 i alt, og bestod af to fra Brazil, en fra Schweiz og en italiener. Meget flinke fyre som var lette at snakke med.

Mandag nåede jeg ikke så meget. Stranden var nice, men der var ikke så mange mennesker da det blæste voldsomt meget. Dette skyldtes at den tropiske orkan Noel var på vej. Noel fik jeg fornøjelsen af hele tiden i Miami med stærk vind og meget omskifteligt vejr. For det meste sol, men lidt byger af og til (men pga. blæsten forsvandt skyerne hurtigt igen.) Temperaturen var vel omkring 28 grader og 23 grader om natten… Ikke dårligt sidst i oktober/november. 😀 Tirsdag var jeg en tur i Downtown Miami, egentlig ikke så meget at se der, tror det er en god idé at tage til hele på ferie Florida og ikke kun Miami-området, det ved jeg så til næste gang. Jeg nåede ud til et par af forstæderne Coconut Grove og Coral Gables, fine steder. 🙂

Onsdag morgen skulle jeg på sump safari på “The Everglades”. Everglades er et meget stort sumpområde i det sydlige Florida, hvor der – naturligvis – er krokodiller. Jeg blev hentet med bus onsdag morgen og kørt derud. Sejlturen på sumpen foregik i en såkaldt airboat, der er en fladbundet båd med en kæmpepropel bagpå. Meget spændende tur og for pokker hvor kan den båd sejle stærkt. 🙂 På turen så vi et par ‘gators der stiller flød rundt med øjnene over vandet. Meget sjovt at se hvor stille de kan være mens de bare lusker rundt. Efter sejlturen var der alligatorshow med en absolut sindssyg alligatorpasser. Han nåede naturligvis både at stikke hænder og fødder ind i gabet på en stor krokodille. Tricket var åbenbart at dyret ikke kan se ligefrem, så den ved ikke at den har noget i munden. Da han trak hånden ud strejfede han blidt munden og på 1/10000 del sekund klappede munden sammen. De fleste publikummer blev lidt forskrækket der (men ikke Mr. Michael 🙂 ). Bagefter fik jeg taget et billede sammen med en lidt mindre alligator, Moe. Det var faktisk meget sjovt at mærke “huden” på dyret, det føles meget sært – lidt ligesom en taske (hmm… det er måske ikke så sært endda).

Onsdag aften var Halloween, så der havde jeg aftalt med dem jeg boede på værelse med at vi skulle ud og drikke et par øl. Det blev en rigtig hyggelig aften. For pokker hvor var der mange mennesker på gaden og stort set alle var klædt ud (det var vi dog ikke :-(). Folk var klædt ud i alle tænkelige og utænkelige kostumer. Det ville være ganske umuligt at lave en liste over alt hvad jeg så… Der var også musik og dans så der var gang i gaden.

Torsdag gik turen til Fort Lauderdale der ligger lidt nord for Miami. Turen i bus tog ca. 2 timer og strækker sig over ca. 15 km, så igen et bevis på at den offentlige transport i området stinker. Fort Lauderdale er et meget hyggeligt sted der er lidt mere stille og roligt end Miami Beach. Stranden var lækker og vejret også til trods for blæsten. Senere tog jeg ud til Sawgrass Mills Mall, der ligger lidt udenfor Ft. Lauderdale, det er et gigantisk center der består af kæmpemæssige outlet-stores fra alle de kendte firmaer. Jeg fik dog ikke rigtig købt så meget men det var spændende at se.

Jeg fik et par rigtig gode dage i Florida, til trods for det skiftende vejr og mødte et par spændende mennesker, hvad mere kan man forlange. Fredag gik turen til Southern California, men det er jo en helt ny historie. Hav det godt og pas på derude.

KH

Din ven Michael

Tjek billederne ud her:

http://picasaweb.google.dk/dinvenmichael1/Miami02?authkey=7fagZn1FvUU

Comments are closed.