dinvenmichael.dk

– life, the universe and everything…

Kære alle.

Så er det blevet tid til en update her fra Vietnam. Team Dyrmose har nu forladt Saigon og befinder sig i øjeblikket i byen Hoi An, lidt syd for Da Nang – cirka midt i landet.


View Larger Map

Saigon var som altid en positiv oplevelse, denne gang var byen overkrydret med julepynt i forskellige afskygninger. Lidt mærkeligt at holde jul i 34 graders varme – men det lærer man at leve med… Jeg savner ihf. -20 grader og 1 meter sne, som der går rygter om. 🙂

Efter ankomsten søndag aften, havde jeg som holdkaptajn besluttet skåneprogram de første par dage, hvor dagen bl.a. gik med ture rundt i byen, besøg på genforeningspaladset, krigsmuseet og det lokale marked. De efterfølgende dage, har den stået på bl.a. tur i Mekong Deltaet med Team Larsen, som efter større flymæssige udfordringer endelig nåede frem til varmen. Der har også været tid til en tur ud til Cu Chi-tunellerne, som altid er et besøg værd. Der har også været tid til en række større kulinariske oplevelser både på egen hånd og med førnævnte Team Larsen – bl.a. en særdeles positiv sushi-oplevelse (og mig der normalt holder mig fra fisk – og i særdeleshed rå fisk).

Juleaften var jo igår og det var klart turens indtil videre varmeste dag. Her nåede vi ikke så meget, men var et smut omkring togstationen for at købe billetter til vores forestående togrejser. Det var et større kaos, med billetskranker på flere etager, som tilsyneladende ikke solgte det samme. Skiltene var hovedsageligt på vietnamesisk, så da jeg trak en billet og så der var over 60 i køen foran, dalede humøret en smule. Heldigvis kom en utrolig venlig fyr os til undsætning og hjalp os ikke bare med at købe billetterne, men også med at komme helt foran i køen. 🙂 Vi diskuterer stadig om han var ansat på stationen for at hjælpe folk, men jeg tror faktisk bare han var der for at købe billet selv.

Nå, men jeg vil slutte igen. Imorgen går turen med tog fra Da Nang til Hue, hvor der er stop i to dage. Her står den bl.a. på by-rundtur på motorcykel. Spændende, spændende… Jeg vil også snart se om jeg kan få lagt billeder op.

Ha’ det vældigt!
/Michael

Comments are closed.